CeroMedia - Professionel hjemmeside

Februar 2011:

Claus Bo Larsen indtog Horsens og Spar Nord onsdag den 9. februar

Traditionen tro – og tak for det, åbnede vores hovedsponsor Spar Nord dørene til en vellykket klubaften. I år med fornemt besøg fra Odense: Årets dommer i Superligaen Claus Bo Larsen.
Formand Ole Futtrup bød de 40 fremmødte dommere velkommen, og vi startede med 1 minuts stilhed for vores afdøde dommerkollega og æresmedlem Tage Simonsen.
Herefter var der korte meddelelser, og så blev Claus Bo præsenteret med en lille historie om, hvad dommerkaffe er! Claus indledte med at fortælle, at han kom lige fra en træningskamp på Casa Arena, hvor han havde haft fornøjelsen af AC Horsens' superligahold.

Lad det være sagt med det samme: det var en stor oplevelse at høre Claus Bo, han formår at overføre sin rutine og personlighed fra grønsværen til foredragslokalet. Claus indledte på klingende fynsk med at sige, at det er en livsstil at være fodbolddommer, og når man nu ikke kan spille fodbold, kan man da altid blive dommer. Fremragende dommerhumor: salen og Claus var på bølgelængde fra første fløjt. Den humor gennemsyrede i øvrigt hele foredraget… og dialogen med salen.
Claus har dømt 296 kampe i Superligaen og 126 kampe rundt i verden. Han har været i store dele af verden: Nigeria, Uruguay, USA, Japan, Qatar, Australien, Grønland og over hele Europa.

Her er man nødt til at være godt gift, hvis det skal kunne lade sig gøre.
Det må dog være en trøst for fru Vibeke, at Claus nu er fyldt 45 år og dermed grundet alder ikke længere er FIFA- dommer. Han har dog dispensation til at fortsætte i Superligaen.
Claus Bo brugte også tid på at fortælle om, de ledelsesværktøjer, der bliver brugt i forbindelse med at være topdommer. Der var masser af historier fra kampene med indbygget konflikthåndtering.

Claus deltog som dommer ved OL i Athen i 2004, han  har dømt et utal af Champions League kampe og diverse slutrunder, men aldrig været med til EM- eller VM- slutrunder. Han slog fast, at han aldrig har været bitter over det, han ikke har nået, men han er glad for det, han har nået. Udover at være fodbolddommer arbejder han som shippingmand hos Blue Water Shipping.
Claus Bo tog afsked med forsamlingen, og fik en velfortjent klapsalve inden han efter en lang dag i Horsens kørte mod det fynske.

Nu var det tid til pause, hvor der var biler, der skulle flyttes og p-skiver, der skulle sættes på ny. Spar Nord serverede kaffe og franskbrød med ost og rullepølse, og under kaffen fortalte Mike Thygesen om bestyrelsens tiltag omkrig fastholdelse af vores dommere. Dommerne inddeles i grupper, hvor der tilknyttes en mentor. Vi håber gennem denne dette, at kunne optimere dialogen med den enkelte dommer.

Bjarne Hay fortalte, at vi er ved at forberede et konflikthåndteringskursus, der vil komme til at foregå i begyndelsen af marts. Der vil være mødepligt til dette møde.
Ole rundede aftenen af med at takke Spar Nord for et godt arrangement, og sagde herefter tak for i aften, og det så ud til at det var tilfredse håndbolddommere, der forlod Spar Nord på Grønlandsvej.Enkelte fik dog straks efter tørret smilet af, da der ventede en lille hilsen fra p-vagten, der havde ligget på lur.

Se billeder fra arrangementet

 B.Hay