Stafetten september 2011:
Leif Andersen
Stafetten er nået til nummer 24 i rækken, og denne gang er den kommet til Leif Andersen, Klovborg.
I 2013 har han 50 års jubilæum som en særdeles aktiv dommer og han har desuden gennem mange år fungeret som dommerudvalgsformand og dommerinstruktør. Det er et dommerliv, der har givet en overflod af oplevelser b. la. 8 år i landets bedte række (1. division), et mangeårigt virke som dommerudvalgsformand i kreds 6 og gennem mange år dommerinstruktør. Oplevelserne er talrige med rejser til Grønland og ikke mindst en 2 måneders tur til Qatar som det absolutte højdepunkt.
Men Leif fortæller også ærligt om de opgør, ham har været en del af. Leif har i sagens natur været nødt til at begrænse sig, men her følger en bred vifte fra karrieren med tilhørende udklip fra hans scrapbog, som vi har fået lov til at bladre lidt i. Her kan du ligeledes få svar på om Leif Andersen har dømt skuespilleren Niels Olsen i landets højeste række.
Født 30/10-42 i Århus.
Da jeg som otteårig dreng begyndte at spille fodbold i Skovbakken, var jeg ikke i tvivl om, at det var fodbolden, jeg ville dyrke. Det gik da også meget godt. Jeg nåede at spille divisionsbold.
I 1960 kom jeg ind på seminariet i Århus. Jeg valgte at uddanne mig som musiklærer, men ved siden af tiltrak gymnastikken mig, så det valgte jeg som bifag. Det betød, at jeg skulle tage dommerkort både til fodbold og håndbold. Fodbold skulle jo ikke være så svært, da jeg spillede divisionsfodbold. Jeg behøvede vel ikke at læse på det. Jeg ”kunne” jo reglerne. Ja, godmorgen. Jeg dumpede med glans, så da det blev håndboldens tur, var jeg mere seriøs, læste og bestod, men udtalte samtidig: ”Hvad skal jeg bruge det til”.
Det fandt jeg imidlertid hurtigt ud af. På det tidspunkt var der i Århus en skoleturnering, og da min gymnastiklærer (Bent Jørgensen/landsholdsspiller) kom og spurgte mig, om jeg ville dømme den, anskaffede jeg mig en sort trøje og sorte korte bukser, og så gik jeg i gang med turneringen. Det gik egentlig meget godt, så derfor meldte jeg mig ind i Århus Håndbolddommerklub. Første påsætning: Syv børnekampe i Århus stadionhal om formiddagen og syv børnekampe om eftermiddagen i Vibyhallen. Dengang var spilletiden i børnerækkerne: En halvleg `a 7,5 min.
Da Bent Jørgensen i 1964 kom og spurgte, om jeg ville være med til at prøve noget nyt (To-dommersystemet) gik jeg med, og dømte i Skovbakkens påsketurnering. Det var optakten til det to-dommersystem vi kender i dag.
1965 flyttede jeg til Klovborg. Jeg spillede håndbold for Klovborg, og en aften i Torstedhallen mødte jeg Halvor Jensen. Det satte så gang i dømningen i Horsens. Jeg var med til stiftende generalforsamling i Horsens Håndbolddommerklub. Det gik godt med dommergerningen. Jeg blev sat sammen med Bent Nielsen og Karsten Petersen – sidstnævnte var dengang 3. div. Dommer. Jeg blev en af dem, man satsede på, og kom på udveksling i andre kredse bl.a. Skjern og Hvide Sande. Her fik man sin sag for med et meget ”hjemmevenligt” publikum.
1972 blev et skelsættende år for min dommergerning. Jeg blev valgt til dommerudvalgsformand i kreds 6. Det betød – jævnfør vore daværende vedtægter – at jeg skulle sidde i bestyrelsen for Horsens Håndbolddommerklub, hvilket jeg gjorde til 1994. Samtidig rykkede jeg op i divisionen. De næste 22 år var jeg på farten i divisionen. 1974 rykkede jeg i 2. division og 1978 rykkede jeg i 1. division. Her var jeg de næste otte år med ni forskellige makkere. Det var ikke optimalt, og jeg nåede heller ikke det sidste trin af forskellige årsager, så da alderen indhentede mig, rykkede jeg tilbage til 2. div. Og blev makker med Henning Smidstrup. Vi blev indstillet til reservepar i 1. div., hvilket betød ud over en enkelt kamp i 1, div, at vi fik alle de afgørende kampe om oprykningen til 1. div. 1993 dømte jeg min sidste divisionskamp i Århus (VRI-FIF) om oprykning til 1.div.
Men håndbolden var for mig mere end dømning. 1974 blev jeg instruktør og i 1978 lovfortolker. I den egenskab stiftede jeg tidligt bekendtskab med de nye dommere, hvilket også fremgår af andre indlæg i Stafetten. Det kendskab tog jeg med mig over til posten som dommerudvalgsformand, så jeg kendte dommerne temmelig godt, når de blev indstillet til kredsen.
Hvis jeg skal nævne nogle af de højdepunkter, som min dommergerning har med ført, falder tanker på 1978 – VM for herre i Danmark. Jeg var med – ikke som dommer – men som dommervært for de jugoslaviske dommere, der skulle dømme i Danmarks pulje i indledende runde. 1981 var der VM for damer her i Danmark. Jeg skulle sørge for kørsel for holdene. Desuden var jeg sammen med Henning Smidstrup, tidtager både ved VM og andre internationale kampe.
1986 blev et specielt år for mig. I marts måned fløj jeg til Grønland. Jeg skulle uddanne nye dommere på Grønland samtidig med at jeg dømte de sydgrønlandske mesterskaber. Det var 8 fantastiske dage oppe i sneen. I august blev jeg forespurgt, om jeg kunne tage til Qatar for at uddanne dommere. Da jeg samtidig skulle dømme deres turnering, måtte jeg have en makker med. Det var naturligt at spørge min makker Henning Smidstrup, men han takkede nej, så jeg måtte videre, og endte i Århus ved Peter Lorensen, der straks sagde ja. Den 1. november fløj vi via Paris til Qatar, hvor vi var de næste to måneder. Det er alt for omfattende at komme ind på her, hvad vi oplevede. Det kan bruges til en klubaften.
Jeg vil også lige nævne de mange oplevelser, jeg har haft ved landsstævner fra 1971 i Holstebro til mit sidste landsstævne i Horsens 1990.
Det vil være for stort et emne at komme ind på oplevelser fra min divisionsdommergerning, men jeg mindes stadig min debut i 1. division –Århus Stadionhal – 2500 tilskuere til kampen mellem AGF og Fredericia KFUM. En kamp, hvor Flemming Hansen prøvede min makker Henning Petersen og jeg af, med det resultat, at han inden pausen både havde fået gult kort og 2. min. I samme kamp spillede Niels Olsen (skuespiller) for AGF. Anders Dahl, Heidemann, Muggi (Mogens Jeppesen) m.fl. spillede for Fr. KFUM.
Naturligvis har der også været en bagside. Pladsen som dommerudvalgsformand bliver ofte betegnet som øretævernes holdeplads. Det kan jeg skrive under på. Man havde mange venner, men sandelig også mange uvenner. Det var ofte nødvendigt at sige tingene hårdt og kontant, hvilket bl.a. førte til sammenstød i dommerklubben, hvor jeg som bekendt var en del af bestyrelsen. Flere af indlæggene i Stafetten omtaler de voldsomme møder i Jyske Bank. Det var ikke altid sjovt. Det gjaldt om at være godt forberedt.
Et meget stort emne omkring min person er den måde, jeg blev gået på. Efter gældende regler dengang havde jeg ikke gjort noget forkert, men fornærmet visse personer i toppen af Jysk Håndbold Forbund, så disse brugte en sag om påsætning til at fjerne mig uden at bevise, om jeg havde gjort noget forkert. Det var meget hårdt for mig. Kun en god opbakning fra klubberne og de to dommerklubber i Horsens og Skanderborg var årsag til, at jeg stadig er aktiv dommer.
Det tomrum, der opstod i den karantæne man gav mig, brugte jeg til at erhverve fodbolddommerkortet. Denne gang bestod jeg med glans. Samtidig tog jeg stort kørekort til bus og lastbil, så nu er tomrummet fyldt så rigeligt ud.
Da jeg havde overstået de to års karantæne, jeg fik, vendte jeg tilbage. Det har jeg ikke fortrudt. Gennem et godt makkerskab med først Lars Nielsen så Kenneth Nielsen og nu Per Jørgensen har jeg fået glæden ved dommergerningen tilbage, så jeg satser på at runde de 50 år med dommerkort til marts 2013.
Jeg giver hermed stafetten videre til en af de andre gamle rotter – Andreas Andersen.
Tak til Leif for den fremragende beretning og vi håber Andreas er klar til udfordringen
Nedenfor kan du linke til billeder fra Leifs scrapbog: