Stafetten januar 2012:

Ole Futtrup

Det er 25. gang stafetten er på banen og Ole Futtrup har med glæde taget et par omgange med den jubilerende depeche. Han har gennem mange år været elitedommer under DHF, og kun en fibersprængning satte en stopper for debuten i ligaen. Oplevelser fra denne tid er at finde i beretningen, men Stafetten er mere en hyldest til de frivillige ildsjæle, der er de absolutte hjørnestene i al idræt i Danmark. Tankerne går udover starten på dommergerningen også tilbage til de glade dage i Dagnæs IFs håndbold- og fodboldafdeling. Glæd jer til denne beretning, der er gennemsyret af den humor, der altid har fulgt Ole.

Indledningsvis vil jeg takke HKØs bestyrelse, der har givet mig muligheden for at skrive Stafetten, oven i købet nr. 25 af slagsen til Danmarks bedste håndbolddommer site.

Dagnæs dreng med stort D det er jeg, spillede fodbold, men pludseligt startede byggeriet af den første Dagnæshal. Et byggeri jeg som ung der i 1970’erne fulgte med spænding. Jeg deltog i rejsegildet og halvgulvet var blot lige færdig anlagt, så startede jeg på håndbold. Det var faktisk Ib Olesen, der fik mig i gang, sådan for alvor! Ud over at spille på mit eget hold blev jeg holdlederassistent på det glorværdige Dagnæshold, der grundlagde kimen til mange store håndboldbrag, ikke bare på hjemmebanen, men i høj grad også i selve Horsens, som i oplandet. Ved siden af selve spillet lavede jeg min første sponsoraftale som 1. års junior, hvor jeg skaffede Hummel træningsdragter til mit eget gode hold.

Allerede der så jeg en mulighed for, at gøre et stykke frivilligt arbejde, hvilket dengang nærmest var en selvfølge. Der var et fantastisk netværk omkring hele Dagnæs Idræts Forening. Ret hurtigt fandt mine trænere ud af, at nok kunne jeg skyde hårdere end de fleste, men jeg ramte desværre for sjældent målet, men udnævnt til fast holdleder blev jeg ret hurtigt. Lars Nielsen, vores alle sammens påsætningsansvarlige, var dengang en af de bedste lokale håndbolddommere, og da jeg i foråret 1980 kom på skiftehold, spurgte Lars om det så ikke kunne være en god ide at blive håndbolddommer. På den måde kan man jo med et glimt i øjet give Lars skylden for det hele!

Alle de store, lige fra Halvor Jensen, Leif Andersen, Henning Smidstrup og Charles Pedersen var inde over uddannelsen, der løb over flere aftener, afsluttende med såvel en teoretisk og en praktisk test.

Den første sæson var nærmest et mareridt, jeg fik overhovedet ikke fat, følte alle de besværligheder, som mange nye stadig møder, men for mig kulminerede det i en HGU kamp for Old Boys imellem, sjovt nok, ’’de gamle Dagnæs spillere’’, som jeg jo var holdleder for, og et særdeles velbesat hold fra Føvling/Åstrup, en sen onsdag aften op til jul.

Kampen var den sidste kl. 21.00 i Bankagerhallen. Da klokken blev 01.00 kunne mine forældre ikke forstå, hvor jeg blev af. Med god grund, for daværende halinspektør Børge Mortensen og tidtager Peer Frickmann, den nærmest legendariske fodbolddommer, havde set sig nødsaget til at låse mig inde på kontoret i Bankagerhallen, indtil alle spillerne var færdige. De var godt nok sure og mindre hjalp det, da mine gode venner, ’’de gamle Dagnæs spillere’’ fortalte Føvling/Åstrup spillerne, at de også ville tage mig med til returkampen. Der overvejede jeg helt bestemt at stoppe omgående! Dengang som i dag var der hjælp at hente. De gamle støtter fik mig på bedre tanker, de gav mig nogle redskaber og blev ved med at være der. Efterfølgende satte jeg vel en uofficiel rekord i diskvalifikationer, hvor der helt naturligt opstod meget uro, men de lærte mig at kende!

Mit budskab med den lange intro, er helt klart, at du selv skal kæmpe for dine resultater. At du aldrig vil nå dine resultater, uden den skare af frivillige, der også i dag er der med en hjælpende hånd. Alle menige håndbolddommere i vort område kan takke og være glade for de mange frivillige bestyrelsesmedlemmer, der igennem tiderne har brændt for vores sport. Skiftende bestyrelser, hvor jeg i øvrigt selv af flere omgange har deltaget, har skabt unikke muligheder for alle små som store håndboldspillere ude i foreningerne, men så sandelig også for håndbolddommerne.

Jeg har selv deltaget i en lang række af stævner, Ollerup Julecup som det første, hvor Knud Erik Ebdrup nærmest var en far for mig. Jeg var jo stadig ung, og lærte utroligt meget de år. Det er umuligt at nævne alle, men det de skabte alle de frivillige, var og er unikt!

På trods af mine besværligheder fik jeg nogle oprykninger, men kun fordi Lars satte mig sammen med ældre erfarne kolleger. I slut 1980’erne, var Knud Erik Ebdrup formand for Horsens Håndbolddommerklub og Leif Andersen var LD formand og dermed den øverste leder for alle håndbolddommerne i Kreds 6. Det fik den største og afgørende betydning for min karriere, da Leif ridsede nogle særdeles ubehagelige kendsgerninger op for mig, da jeg selv efter nogle år, stadig ikke helt havde forstået at gebærde mig i det store velfungerende håndbolddommersystem.

Knud Erik Ebdrup var min bisidder, men han holdt med Leif! Man kan roligt sige, at jeg fik lektier for, men alt hvad Leif lovede mig holdt han og det til fulde. Leif fulgte mig tæt, tog Jylland rundt med mig, koblede Charles Pedersen og Ib Olesen på mig, og pludselig var jeg rykket på kredsen. Her fik jeg bl.a. Jørgen Svane Sørensen som makker og med det faktum, at jeg efterhånden havde forstået ’’den røde tråd’’ som håndbolddommer i Kreds 6, blev jeg gjort klar til indstilling som divisionsdommer. Vi havde de bedste bedømmere i Mogens Jensen, Erik Bak Hansen, Leif Andersen m.fl. men særligt de tre må jeg fremhæve. ”Svanen” og jeg rykkede i den daværende 3. division, men ’’de store’’ havde endnu engang set rigtigt. Jeg havde stadig behov for en ældre og langt mere erfaren makker, og fik Johnny Taumann fra Esbjerg.

Johnny lagde ud med at fortælle mig, at jeg på ingen måde havde taleret den første sæson. I sæson to havde jeg udviklet mig, og fik dermed lov at sige noget, men kun hvis jeg blev spurgt. I den 3. og sidste sæson sagde Johnny: ”Fut, nu er vi ligestillede, og jeg vil gøre dig klar til at komme videre”. Johnny udviklede mig utroligt meget, ikke bare som håndbolddommer, men også mod en personlig fremgang, en modningsproces, jeg er ham dybt taknemmelig for. Johnny var en personlighed blandt alle de etablerede divisionsdommere, og på den måde lærte han også ham den lidt kantede Fut fra Horsens at kende. Og dumme mig kunne jeg jo ikke, da jeg ikke havde taleret.

På min første elitedommer samling i Nøvling, sagde Charles til mig, at jeg bare skulle følge ham til aftenspisningen. Vi ankom tidligt, og ved det første bord sad Sveriges par 1, Peter og Peter. Charles satte sig, og det gjorde jeg også. Ved min side kom Øjvind Boldstadt fra Norge, vel nok verdens bedste dommer dengang! Overfor kom så selveste Kjartan fra Island, den øverste dommerchef fra IHF. Danmarks bedste dommerpar dengang Kjeld Løvqvist og Per Elbrønd kom også til. Salen var efterhånden godt fyldt op, og det var tydeligt for en hver, at jeg efter stort set alles mening var gået helt forkert, men alle vidste nu hvem Ole Futtrup var, og til min store glæde og fornøjelse fik vi alle det samme at spise! Dog var det et scoop fra Charles Pedersen, der øgede min ”kendskabsgrad” til det maksimale.

Efter nogle år som divisionsdommer, med skiftende makkere, bl.a. min nuværende makker på kredsen Konny Andersen fra Grindsted, fik jeg til min store glæde Jørgen Svane Sørensen tilbage. Vi var begge modnet meget siden, vi rykkede op nogle år forinden. Ligaen var tilkommet, og vi var nu i 1. division.

Lige en lille anekdote fra tiden med Konny: Vi var tilsagt til KIF Centret, divisionskamp imellem KIFs 2. hold vs. Gelsted/ Ejby. KIF gav comeback til ’’Kongen af Kolding’’, landsholdsspiller Hans Peter Munk Andersen, med ca. 800 tilskuere til et stort anlagt show. Jan Knudsen havde som landsholdsspiller skiftet til udeholdet, som spillende træner, et udehold der også havde tidl. landsholdsspiller Jesper Ø. Pedersen på holdkortet. Konny spurgte, hvad oplægget var, da han også dengang var meget loyal, og var med for min skyld.
”Lad os give den gas under opvarmningen og fornemme spændingsniveauet”, svarede jeg tilbage. 20 minutter efter sagde jeg så til Konny: ”Nu går vi ind stille og roligt, lader dem spille håndbold, de må godt gå til den, da mange af spillerne har spillet på højeste niveau, ingen små frikast – altså kampafvikling”. Længere var agendaen ikke, og Konny var helt med!

Inden kampen var 15 minutter henne, havde vi haft 6 advarsler på banen, 2 ditto til bænken, 6 udvisninger, hvorefter jeg tog en ’’bandit’’! Kampen var så ondt spillet med den ene svinestreg efter den anden og selv med det mest pragmatiske kampoplæg fra Konny og jeg, ville hårdheden ingen ende tage. Taumann havde lært mig om en såkaldt chokeffekt, og den valgte jeg så at bruge. Jeg vedtog simpelthen at den næste hårde tackling uanset hvad, skulle koste et rødt kort, og den kom efter 14. 40 i 1. halvleg, til en spiller fra udeholdet. Aldrig hverken før eller siden har jeg deltaget i en ’’time out’’ på næsten 10 minutter. Der var godt gang i den, men faktum var, at resten af kampen blev seværdig med kun én yderligere følgestraf. Vi slap levende fra det, men jeg vil ikke anbefale samme fremgangsmåde i dag!

Jørgen Svane Sørensen og jeg havde vores bedste oplevelse, da vi blev indbudt til en stor international turnering i tyske Oldenburg. ”Wunderhorn” hed turneringen med en præmiesum på dengang hele 60.000 DM og deltagelse af alle de bedste damehold fra hele Europa samt det kinesiske landshold med tidligere Randers- og Viborg spiller Chau Chai. Spilletiden var en halvleg af 30 minutter, med officiel ”beobachter” fra stævnet, men begge trænere skulle samtidig give deres evaluering af dommerparret. ”Svanen” var flyvende, og jeg fulgte med, og på sidstedagen fik vi et stort skulderklap med beskeden om, at vi var kvalificeret til at fløjte finalen!

Sådan, bedre kan det jo ikke blive. Vi var trods alt oppe mod så kompetente kolleger fra Danmark som "Lange" Jan Jakobsen fra Padborg og nuværende ligadommer Jørgen Thomsen, samt et meget ungt tysk IHF par og andre fra den tyske Bundesliga. Det store antiklimaks kom umiddelbart efter den fine kvalifikation, og bestod i kampen om 5 og 6 pladsen, hvor danske Skovbakken deltog. De havde overrasket possivtivt i Danmark med en 4. plads under Claus Møller. Ud over Tina Bøtshau og Maja Grønbæk, to landsholdspillere med temperament, var det desværre ikke lykkedes for andre dommerpar at lukke ned for dem og især ikke for den gode Claus Møller.

Derfor fik turneringens ’’bedste dommerpar’’ denne fornøjelige opgave. Vi sagde før kampen vores uforbeholdne mening til ”Claus aus Dänemark”: ”Nu har du bare at opføre dig eksemplarisk, da du lige har kostet os finalen”. Til Møllers uforbeholdne store ros: han gav han os ikke nogen form for bekymring, og den tyske dommeransvarlige undrede sig over, hvordan det nu kunne passe, da alle andre som sagt, havde haft nok at se til. Vi spillede lidt smarte og fortalte, at sådan havde vi det altid med Skovbakken og Claus Møller. Svane og jeg snuste til det at være international håndbolddommer, Oldenburgs bedste hotel, fri alt, afhentning til diverse restauranter, men kampene på højeste niveau var det ultimative.

Ved siden af selve dommerkarrieren var jeg nu også blevet formand for Dommerudvalget i Kreds 6, der samtidig giver sæde i kredsbestyrelsen og i det Jyske DU. Heldigvis er min hustru meget tålmodig og selv med 3 hjemmeboende børn, fik jeg altid den helt uundværlige opbakning.

Gør dig ingen forestillinger om en god og stor karriere, uden faste aftaler med dit private bagland og din arbejdsgiver! Det har været mit held, og på grund af det, nåede jeg det jeg kunne. Som ung dommerudvalgsformand samlede jeg et hold af næsten lige så unge ildsjæle: Jørgen Svane Sørensen, Bjarne Hay, Bjarke Søndergaard, Annemarie Madsen, godt hjulpet på plads af den tidligere DU formand Erik Bak Hansen. Vi var unge, vi gav den gas, der var ind imellem store interessekonflikter, ikke alt hvad vi vedtog, faldt i lige god gænge. En lærerig periode, og vi skabte mange nye divisionsdommere, men vi fik også nogle velfortjente ridser i lakken, som man siger! En tid som organisationsmand jeg ser tilbage på, som en spændende, visionær, arbejdsom periode, med gode loyale ildsjæle, såvel i dommerudvalget, kredsbestyrelsen og i det jyske DU.

Jeg stoppede som DU formand, da jeg blev ansat som sælger i Horsens Håndboldklub 1. januar 2003, og kort efter stoppede jeg også som divisionsdommer. Nu havde jeg arbejdet målrettet med opbakning alle steder fra, som nævnt først og fremmest familien, og endelig havde Svane og jeg fået prøvekampen i Herrer Ligaen i Ålborg, AaB vs. FC København.

En kamp jeg aldrig kom til, da mit bentøj, op til den for mig så store begivenhed, gik i stykker. Først orlov som divisionsdommer, dernæst nedrykning til kredsen med ny orlov og dernæst lokal dommer. I 13 år kæmpede jeg for min sag, endelig lykkedes det, jeg skulle have haft kampen og derfra var jeg som 40 årig tilbage, der hvor det hele startede, på grund af skader – Det var svært at forholde sig til i starten, sikke en nedtur på kun 2 år, men der var ikke noget at gøre. Binyrebark indsprøjtninger, støvle på benet i 3 måneder, fremmøde hos specialister på diverse sygehuse.

Heldigvis har jeg trods alt haft nogle helt vildt store oplevelser, mødt en masse engagerede og dygtige personligheder blandt dommerkolleger. Jørgen Svane Sørensen står for mig som en ypperlig personlighed, en helt igennem fremragende dommerkollega, bedst i samtlige udviklinger, med undtagelse af én, en rolig og velformuleret håndboldpolitikker, et varmt menneske med hjertet det rette sted. Intet kan stikke når ”Svanen” skriger som en lille gris, der får det lille snit, dog lidt bekymrende når det foregår i fælles dobbeltseng, under et af de utallige stævner, vi sammen har oplevet. Men bedst af alt havde vi Johnny Reimar på værelset ved siden af!

Intet er som bekendt så skidt at det ikke er godt for noget. Nu fik jeg mere tid til familien, jeg opdagede at mine børn var flyttet hjemmefra, men min hustru er heldigvis den samme. Erhvervsmæssigt var de gode trykkerdage (på Horsens Folkeblad red.) for længst forbi, og jobbene hed nu sælger hos: Horsens Håndboldklub, AC Horsens med oprykning til Superligaen og HIC Basket hvor vi blev danske mestre. En meget spændende periode, hvilket også gav mig mit nuværende job som sælger hos DANA Ure/FESTINA Danmark. Sideløbende med det, kom det helt uventede. Jeg var igen kommet i gang som håndbolddommer og fandt faktisk en stor glæde ved at møde næsten de samme lokale håndbold ildsjæle, jeg forlod i starten af 1990’erne for at dyrke mig selv. Mange af dem var med endnu, fantastisk!

Håndbolddommer Klubben Østjylland var kommet i problemer, det kan ske for alle, tænkte jeg. Med min erfaring fra tidligere hverv, søgte jeg ind i kernen af ’’stormvejret’’ for at tilbyde min hjælp. Det gav igen nogle uundgåelige ridser, men historien siger, at jeg fik mandat til en rekonstruktion af HKØ. Igen lykkedes det at samle et fremragende hold af ildsjæle, der som hovedformål havde det, at gøre noget for andre, uden at tænke på sig selv. Leif Andersen blev min mentor.

Tiden tilbage i HKØ tænker jeg på, som et af højdepunkterne i min tid som håndbolddommer. Vi skabte lige fra starten en yderst pålidelig og arbejdsom enhed, hvor ingen kunne beskylde os for at gøre det for egen vindings skyld. Vi skabte en fælles glæde og vision for HKØ, med et godt samarbejde med de andre dommerklubber i Kreds 6.

Vi skabte gode kontakter til DGI og gode relationer til stævner i hele Danmark. Vi fik skabt mange nye dygtige håndbolddommere, et godt og et vellykket samarbejde med erhvervslivet med Spar Nord som lokomotiv, måske Danmarks bedste håndbolddommer site og det er igen en solid og spændende fritidsbeskæftigelse at være medlem af HKØ.

En stor og hjertelig tak til alle de personligheder, der gjorde det muligt og nemt at være formand for HKØ. Jeg er både glad, taknemmelig og stolt over resultaterne som vi sammen med medlemmerne i HKØ har opnået, men den største glæde er dog at aflevere en sund og visionær Håndbolddommerklubben Østjylland, til en ny og kompetent formand, personificeret i Mike Thygesen, der måske har det bedste hold i nyere tid. Klar og oprustet til en god fremtid. Det hele startede med Lars Nielsen for over 30 år siden, og jeg kan med stolthed her slutte ringen af mange oplevelser som håndbolddommer og organisationsmand, ved dybfølt at udtrykke min begejstring for alt det vi som håndbolddommere og organisationsfolk brænder for. Lars Nielsen tilbage som påsætningsansvarlig, giver hele forklaringen på de uundværlige ildsjæle, foruden dem var der ingen foreninger eller håndbolddommerklubber.

Det er for mig stadig en glæde at fløjte en håndboldkamp med diverse makkere, eller som enedommer hos de mindre, og jeg holder mit løfte med en hjælpende hånd som ’’selvudråbt’’ partneransvarlig for HKØ.

Må jeg foreslå Jan Fischer til at overtage Stafetten herefter. Jan var en af de bedste håndbolddommere i min tid som DU formand i Kreds 6. og han blev divisionsdommer. Efter en lang pause fra håndbolddommergerningen er Jan kommet tilbage, hvilket også har et budskab.

Godt nytår
Ole Futtrup

bhay